Gaveafgift – sådan fungerer reglerne for gaver i familien

At give gaver til sine børn eller børnebørn er en naturlig del af livet. Men når gaven bliver tilpas stor (f.eks. penge, værdipapirer eller fast ejendom), kan der opstå skattemæssige konsekvenser i form af gaveafgift.

Gaveafgift er et område, hvor mange fejlvurderer grænserne, og det kan føre til unødige omkostninger eller problemer med Skattestyrelsen. Her får du et overblik over, hvad gaveafgift er, hvem der skal betale den, og hvordan du planlægger gaver, arv og familieoverdragelser af fast ejendom på den mest fordelagtige måde.

Hvad er gaveafgift?

Gaveafgift er en afgift, du skal betale, hvis du giver en større gave til et nært familiemedlem. Formålet er at forhindre, at man omgår arveafgiften ved at forære formuen væk, inden man dør.

Gaveafgiften gælder kun for visse relationer – typisk mellem forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn eller mellem ægtefæller.

Søskende omfattes af reglerne om skattefrie gaver fra og med indkomståret 2027, hvilket de ikke har været tidligere. Dette er fra politisk side ændret, fordi søskende på nuværende tidspunkt beskattes uforholdsmæssigt hårdt, når de giver hinanden større gaver, eller når de arver hinanden.

Små gaver i form af jule- og fødselsdagsgaver beskattes i praksis ikke. Det er først, når gavebeløbet overstiger en fastsat grænse, at gaveafgiften bliver aktuel. Læs mere om beløbsgrænsen herunder.

Satser og beløbsgrænser for gaveafgift

Beløbsgrænsen for afgiftsfri gaver justeres hvert år. I 2026 kan forældre give deres børn og stedbørn op til 80.600 kr. uden gaveafgift. Gaver over denne grænse beskattes med 15% gaveafgift af det overskydende beløb.

Ægtefæller kan frit give hinanden gaver uden gaveafgift, mens svigerbørn har en lavere afgiftsfri grænse og den samme afgiftssats på 15%. Den skattefri grænse for svigerbørn er 28.200 kr. i 2026.

Det betyder, at du som forælder hvert år kan give dine børn et betydeligt beløb – helt lovligt og uden afgift – så længe du holder dig inden for grænsen.

Gavegrænsen nulstilles hvert år, hvilket gør det muligt at planlægge større gaver over tid og dermed f.eks. bruge gaveafgiften som et redskab i din arveoptimering/arveplanlægning.

Hvem skal betale gaveafgiften og hvornår?

Det er som udgangspunkt modtageren af gaven, der skal betale gaveafgiften, men både giver og modtager har ansvar for, at den bliver korrekt indberettet, og at afgiften bliver betalt.

Gaver mellem forældre og børn er omfattet af gaveafgiftsreglerne, mens gaver til søskende, niecer, nevøer eller venner ikke er det. I de tilfælde skal modtageren i stedet betale indkomstskat af værdien. Søskende omfattes dog af reglerne fra 1. januar 2027.

Tidspunktet for gaven er vigtigt, da det fastlægger, hvilket indkomstår og hvilke beløbsgrænser, der gælder. 

En gave anses for givet, når modtageren reelt har rådighed over gaven, f.eks. ved overførsel, underskrift eller tinglysning.

Gaveafgift ved familieoverdragelse af fast ejendom

Ved familieoverdragelse af fast ejendom – f.eks. hus, lejlighed eller sommerhus – bliver gaveafgift nogle gange relevant.

Ved familieoverdragelser af fast ejendom gælder den såkaldte 20%-regel, som gør det muligt at sælge en ejendom til sine børn til en pris, der ligger op til 20% under den offentlige ejendomsvurdering. 20%-reglen ophæver dermed gaveafgiften, idet priser inden for dette interval, ikke bliver betragtet som en gave, hvilket betyder, at der derfor ikke skal betales gaveafgift.

Det er en forudsætning, at der ikke foreligger “særlige omstændigheder” i den konkrete familiehandel, hvis 20%-reglen skal kunne anvendes.

Hvis salgsprisen derimod sættes lavere end 20% under vurderingen, anses forskellen som en gave, og modtageren skal betale gaveafgift af differencen. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan Skattestyrelsen anse forskellen mellem den reelle markedspris og handelsprisen som en gave, der skal betales gaveafgift af.

Sidstnævnte scenarie er særdeles uhensigtsmæssig, og derfor bør man søge kvalificeret rådgivningn, forinden man påbegynder familieoverdragelse af fast ejendom.

Gaveafgift ved arv og forskud på arv

Mange vælger at give større gaver som en del af arveplanlægningen – f.eks. for at overføre formue mens man lever, så børnene kan få glæde af pengene tidligere.

I praksis kaldes det et forskud på arv, og det beskattes efter de samme regler som gaveafgift, da der reelt er tale om en gave. Det betyder, at du kan give forskud på arv inden for den afgiftsfri grænse hvert år (80.600 kr. i 2026), eller betale 15% gaveafgift af det overskydende beløb.

Forskud på arv kan være en fordel, fordi det i mange tilfælde gør arvefordelingen enklere senere.

Planlægning af arv skriver vi meget mere om på dødsboskat.dk, hvor du kan læse mere.

Gaveafgift ved store pengebeløb

Når gaven består af et større pengebeløb – f.eks. som et “forskud på arv” – gælder de samme regler for gaveafgift som ved andre gaver.

Beløbene er typisk mindre end ved overdragelse af fast ejendom, men konsekvenserne af fejl kan stadig være betydelige. Mange overser, at også kontante gaver skal indberettes til Skattestyrelsen, hvis de overstiger den afgiftsfrie grænse. Manglende dokumentation kan føre til efteropkrævning af gaveafgift og i visse tilfælde heftige renter.

For at undgå problemer anbefales det at planlægge større gaver strategisk:

  • Fordel store pengegaver over flere år for at udnytte de afgiftsfri grænser fuldt ud.
  • Koordinér gaver og arv i en samlet plan, så beskatningen bliver så lav som muligt.
    Dokumentér gaven skriftligt, f.eks. med en gaveerklæring, kontoudtog eller aftale, så både giver og modtager kan redegøre for overførslen.

Undgå dyre fejl ved gavegivning

Gaveafgift kan virke enkelt, men konsekvenserne af fejl kan være omkostningstunge. Ved at planlægge gaver, arv og familieoverdragelser af fast ejendom korrekt, kan du give værdier videre i familien – ofte på en særdeles optimal måde. Helt trygt, lovligt og fordelagtigt.

Overvejer du at give en større gave eller overdrage fast ejendom i familien, kan vi hjælpe dig med at planlægge din gave, så du mindsker eller helt undgår gaveafgift. Kontakt os gerne for et uforpligtende tilbud.